Pigge kan redde liv i Østjylland
Kampen mod spøgelsesbilister i Østjylland ser nu lysere ud nu, mener V folketingsmedlem
Efter flere farlige hændelser med spøgelsesbilister på motorvejen i Østjylland og ikke mindst efter en fuld bilist kørte over 150 km. mod kørselsretningen på motorvejen ved Århus, tog det lokale Østjyske folketingsmedlem fra Venstre, tidligere Randers borgmester Michael Aastrup Jensen, kontakt til transportministeren for at få igangsat et forsøg med pigge i Østjylland, der skal hindre lignende hændelser.
Piggene har til formål at standse biler, der kører ned ad den forkerte rampe til motorvejen.
Minister positiv
Michael Aastrup Jensen har haft et møde med transportminister Hans Christian Schmidt om sagen, og ministeren har lovet at gå videre med sagen og tage den op i forligskredsen, således Østjylland også kan blive omfattet af forsøget med piggene.
“Det er meget glædeligt, at transportministeren har reageret på min henvendelse angående pigge på østjyske motorveje. Desværre viser tidligere hændelser i området, at det er af særdeles stor vigtighed, at Østjylland bliver omfattet af dette forsøg. Jeg er meget glad for ministerens tilkendegivelse, da der ikke er tvivl om, at piggene kan redde liv i Østjylland.”
Forventer bred opbakning
Michael Aastrup Jensen har ikke fantasi til at forestille sig, at partierne i forligskredsen vil rejse børster over eller gå decideret imod, at piggene bliver testet i Østjylland.
I 2009 registrerede Vejdirektoratet 163 spøgelsesbilister på de danske veje.