Efterlyser tidligere medarbejdere fra Maltfabrikken
Museum Østjylland vil i kontakt med tidligere ansatte i forbindelse med en kortlægning af historien om den tidligerefabrik i Ebeltofts midte
Museum Østjylland ønsker at komme i kontakt med tidligere medarbejdere på Maltfabrikken i Ebeltoft, som har lyst til at fortælle om deres tid på fabrikken.
”Det vil være til stor hjælp at tale med tidligere medarbejdere for at få en større viden om Maltfabrikken i forbindelse med vores undersøgelse af fabrikkens historie,” siger museumsinspektør Lea Glerup Møller, der vil tage imod henvendelse fra tidligere medarbejdere.
Museum Østjylland har fået 115.000 kr. af Kulturarvsstyrelsen til at lave en historisk undersøgelse af S.B. Lundbergs Maltfabrik i Ebeltoft i perioden 1861-1997.
Gennem undersøgelsen vil museet blandt andet finde svar på, hvilken betydning Maltfabrikken havde for lokalsamfundet både som arbejdsplads og aftager af råvarer fra lokale bønder og godser – og hvordan blev en afsidesliggende Maltfabrik i Ebeltoft til en af landets største producenter?