Færgeplaner på Mols rækker helt til Samsø
Planerne om en færge mellem Skødshoved og Aarhus kan involvere Mårup havn på Samsø
Selvom der har været tavshed længe, er planerne om en personfærge mellem Skødshoved og Aarhus ikke skrinlagt.
Tværtimod er der kommet helt nyt indhold i de planer, efter at gruppen bag planerne har fået kontakt med byrådet på Samsø omkring at involvere Mårup havn i planerne for en pendler- og turisttrafik til Aarhus.
Det fortalte formanden for arbejdsgruppen bag færgeplanerne, lufthavnsdirektør Ole Paaske, tirsdag morgen til et orienteringsmøde med blandt andet trafikminister Hans Christian Schmidt (V).
Kan øge turisme og bosætning
Arbejdet med en færgerute mellem Skødshoved og Aarhus er en udløber af det erhvervstænketank, som for nogle år siden blev nedsat i Syddjurs Kommune.
Erhvervstænketanken barslede med syv projekter, hvoraf en færge til at fragte personer og cykler mellem Skødshoved og Aarhus på papiret var en de umiddelbart bedst realiserbare.
”Tanken er at projektet kan øge turismen og bosætningen på Mols og udnytte tilgængeligheden til Nationalpark Mols Bjerge,” siger Ole Paaske.
Med Nationalparken har forudsætningerne ændret sig til fordel for projektet, og samtidig er havnefronten i Aarhus i rivende udvikling.
Trekantsejlads for turisterne
Arbejdsgruppen har været langt fremme med planerne, men inkluderer nu Samsø i projektet. Samsø har bydende brug for nye adgangsveje til fastlandet efter at have oplevet stor fraflytning gennem de senere år.
”Tanken er at indsætte en færge, som morgen og aften kan sejle pendlere fra Samsø og Mols til Aarhus og tilbage igen,” siger Ole Paaske.
I de mellemliggende timer og i weekenderne, hvor pendlertrafikken ligger stille, kan færgerne bruges til turistsejlads og her kan man forestille sig trekantsejlads mellem Aarhus, Samsø og Mols.
Ole Paaske forestiller sig færger med en kapacitet på omkring hundrede passagerer.