Nonner og soldater i clinch til Kaløspillet
Rønde Amatørteater prøver for første gang kræfter med syngespillet Nitouche
Ingen sommer uden friluftsteater på Kalø Slotsruin og også i år den sidste uge i juli rykker Rønde Amatørteater hele deres menageri med scene, køkkenvogn, flagstang og harmonikamusik til engen nedenfor slotsruinen.
I år opfører de entusiastiske teateramatører for første gang Nitouche, og dermed er der – som næsten altid - lagt op til både kærlighed, forviklinger og højt humør.
Det er Rønde Amatørteaters veteran, Bent B. Frederiksen, som har omskrevet stykket om den smukke novice Frk. Nitouche, til et syngespil tilpasset forholdene på scenen på Kalø og skuespillerkorpset fra Rønde.
Bent B. Frederiksen både instruerer og medvirker i stykket, men får både omkring instruktionen og på scenen hjælp af en af teatrets unge kræfter, Louise Balle
Kan også synge
Det er en fast sommertradition for mange mennesker at tage turen ud ad middelaldervejen til den naturskønne spilleplads en af de fire spilledage. Her forenes det historiske landskab ved skov og vand med den altid morsomme, engagerede og hyggelige teateroplevelse.
Stykket Nitouche lægger sig fint i kølvandet på de senere års opførelser som Sommer i Tyrol, Når Bønder Elsker og Charleys Tante.
”Vi bliver i operettestilen. Vi har fået mange unge dygtige skuespillere med, som også kan synge,” siger Anders Kjærsgaard fra Rønde Amatørteater, som også i år spiller en af de store roller som både organist og operettekomponist i stykket. Det er den rolle mange vil huske at Dirch Passer spillede i filmatiseringen af stykket i 1963 i samspil med Lone Hertz.
Ikke sure, men skuffede
Forviklinger bliver der rigeligt af i stykket, som involverer både et nonnekloster og kaserne.
”Sindene kommer i kog og der sker den ene forvikling efter den anden. Det skaber morsomme og til tider finurlige scener, som fører os til premiere på det nærliggende teater og efterfølgende til gilde på kasernen,” fortæller Anders Kjærsgaard, som i sin dobbeltrolle i rigt mål for lov til at udfolde sit komiske talent.
Rønde Amatørteater har øvet sig på stykket siden sidst i marts. Efter omstruktureringen af Hotellet i Rønde er teatret blevet ”hjemløs”, men har fundet husly i Følle Købmandsgård og i laden på gården Bendixminde i Skrejrup.
”Ja vi er lidt trætte af at der ikke er plads til os på Hotellet. Vi er ikke sure, men skuffede. Men vi overlever på vores egen måde,” siger Anders Kjærsgaard.