Tre byrødder i Syddjurs fik travlt
Fredag og lørdag har byrådet været samlet til budgetseminar i Ebeltoft, men tre af deltagerne fik andre ting at tænke på
Da Lars Løkke Rasmussen stående foran Marienborg i fredags præcis klokken 11 udskrev folketingsvalg var det meste af det 27 mand store byråd nået frem til Ebeltoft Vandrerhjem for at holde budgetseminar.
Statsministerens pressemøde afbrød seminaret midlertidigt, og især tre byrådsmedlemmer, Dansk Folkepartis Per Dalgaard, SF's Thea Hansen og Det Radikale Venstres Carsten Bech fik travlt, fordi de alle er folketingskandidater og skulle have sparket deres kampagne i gang.
Deres respektive kampagnetrupper var kørt i stilling, så det gik lynhurtigt med at få sagt "go" til annoncering, plakater på gader og stræder og hjemmesider og blogs aktiveret.
Carsten Bech og Thea Hansen debuterer som folketingskandidater i Djurs-kredsen, medens Per Dalgaarrd, som rutineret MF'er har prøvet turen. Dalgaard opstiller i Aarhus Nord-kredsen.