Farisæeren og tolderen

Fortællingen om farisæeren og tolderen er den fortælling, som vi alle godt kan lide, fordi vi vel er tilbøjelige til at identificere os med tolderen.

Og tolderen det er jo ham, der står dernede bagved med bøjet hoved og godt ved, at han ikke har levet efter kirkens budskab, men dog nu vover at bede Gud om nåde. Og teksten siger heldigvis – her kan vi alle drage et lettelsens suk, at tolderen gik hjem som retfærdig – ikke den anden. Farisæeren, der tog menneskelivets magtkampe med ind i kirken – gik altså ikke hjem som retfærdig.

Guds kærlighed

Nej, for kirken vil ikke verdslige kampe om magt og ære men kærlighed – forkyndelsen af Guds kærlighed.

Tolderen og farisæeren har sikkert begge mødt Jesus, som var Guds kærlighed i menneskeskikkelse, og begge har lige så sikkert haft så meget andet "vigtigt" i deres liv, at de ikke har taget imod denne Guds kærlighed.

Haft travlt

Farisæeren har, som vi kan høre, haft travlt med at overholde alle de stramme jødiske regler, og tolderen ja, han var jo i besættelsesmagtens tjeneste med økonomisk gevinst for øje.

Men nu står de her med deres liv på godt og ondt, som vi selv gør, når vi kommer i kirke. Her møder vi alle, hvordan vore liv end har formet sig, kærligheden.

Vi møder Guds kærligheds livgivende kraft igennem de gamle tekster, ved dåb og nadver. Vi møder det under, som skaber liv: til farisæeren og tolderen – ja, men også til dig og mig.