Her går sport og business op i en højere enhed
Sjælland Sport & Event er det sociale businessnetværk, hvor sponsorerne aktiverer sit sponsorat
Næstvedområdets ubetinget største erhvervsnetværk er tilknyttet Næstved Boldklub, som foruden 1.divisionsholdet i fodbold består af basketballholdet Team Fog. - En kombination af sportsgrene, som ikke er helt tilfældigt valgt, fortæller adm. Direktør Peter Birk og sports- og eventchef Lasse Antonisen.
- Fodboldfeberen raser jo mest i sommerhalvåret, mens basketball-sæsonen ligger om vinteren – så på den måde matcher de 2 aktiviteter hinanden rigtig fint set ud fra vores mange medlemmers vinkel. - Vi kan tilbyde aktiviteter og events gennem alle årets 12 måneder, og det har værdi for sponsorerne, som derved kan passe og pleje sit sponsornetværk hele året rundt!
Fleksibilitet
Vi kan tilbyde sponsorpakker og medlemskaber, der præcis målretter sig til den enkelte virksomheds behov og ønsker, fortsætter de. – Man kan være sponsor, uden at være medlem af erhvervsnetværket, og modsat, forklarer de.
På den måde kan alle firma-typer og –størrelser tilgodeses. Nogle ønsker synlig reklameplads, andre ønsker at dyrke det personlige netværk.
– Nogle firmaer bruger faciliteterne til at skabe anderledes events for kunder eller medarbejdere, måske kombineret med en sportskamp. – Andre vil kunne mødes med sine kernekunder et par timer før 'kick-off' i vores 'Sky-box', til forkælelse, god mad og vin, med hvide dug på bordet, og tid til lidt fordybelse. - Vi har det hele, understreger de. – Vi har rammerne, det er op til medlemmerne at udnytte og udfylde dem!
Det sociale netværk
- Vores netværk har en stærk social side, understreger Peter Birk og Lasse Antonissen videre. – Vi er på den måde et alternativ til de meget business-orienterede netværk, og her er nok mere hygge og snak på tværs. Her er heller ingen udelukkelser, selvom der er flere firmaer repræsenteret fra samme branche.
Til gengæld er det effektivt, understreger Peter Birk. – Jeg kom selv til klubben og i Sjælland Sport & Entertainment for bare et par år siden, og har benyttet netværket her til at lære en masse menneske og firmaer at kende på ganske kort tid.
– Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvilket andet sted jeg ville kunne opnå det samme, smiler han.
Faciliteter
- Vi har en god og åben dialog med Næstved Kommune, fortsætter Peter Birk. – Der er sat midler af til en meget savnet ny tribune, med up-to-date sponsorfaciliteter, og den ser vi meget frem til at kunne få realiseret i løbet af de næste par år.
- Vi synes jo selv, at et godt og velfungerende erhvervsliv omkring byens største sportklub er på mange måder godt for kommunen. - Mange potentielle tilflyttere, både virksomheder og private, ser det som et godt aktiv for området, når de skal beslutte sig for, hvor de vil slå sig ned, slutter han.