Førtids-pensionister kom frit frem
Foreningen for Førtidspensionister håber, at et større udbud af aktiviteter kan trække medlemmer til
Foreningen for Førtidspensionister i Aarhus, der holder til i Senior Centret på Østergade 30 i centrum, øger aktivitetsniveauet i håb om at få flere til at melde sig ind.
Foreningen, der blev stiftet for tre år siden som en lokalafdeling af landsforeningen, har i øjeblikket 19 medlemmer. Men med 15.000 førtidspensionister i Aarhus er der grundlag for at få mange flere, mener Ketty Petersen fra Trige, der blev valgt som ny formand for halvanden måned siden.
"Jeg tror, det lave medlemstal skyldes, at aktivitetsniveauet har været for lavt", siger Ketty Petersen, der har den holdning, at foreningen har meget at tilbyde medlemmerne.
Og hvad så?
"Når du får førtidspension, går din indtægt ned, dit netværk fra arbejdsmarkedet falder væk, og du har ikke så stort et overskud mere. Som jeg plejer at sige: Førtidspension og hvad så? Så der er mange ting, man kan mødes og snakke om", siger Ketty, der selv måtte gå på førtidspension for 11 år siden, efter hun havde fået lunge-, led- og øjensygdommen Sarcoidose.
Hun arbejdede inden da som socialpædagog.
Ketty Petersen fortæller, at Foreningen for Førtidspensionister kan hjælpe medlemmerne med at få svar på spørgsmål, som de går rundt med.
"Det kan være folk i fleksjob, der gerne vil vide, hvor mange timer de skal have. Det kan være omkring boligsikring. Og vi kan også tilbyde at tage med som bisiddere, hvis folk ikke føler, de kan tale med sagsbehandleren om deres sygdom", beretter hun.
Foredrag i vente
Ketty Petersen fortæller, at foreningen i løbet af den nærmeste tid vil sætte flere aktiviteter i gang.
Der kommer blandt andet foredrag. Onsdag 7. september kl. 13 vil der eksempelvis i lokalerne i Senior Centret være fordrag med én fra Frivillighedscenter Århus. Og i oktober er der planlagt to foredrag. Det ene med en multihandicappet, der har rejst rundt i hele verden, og det andet kommer til at handle om, hvad man som førtidspensionist får tiden til at gå med.
"Vi satser på et par foredrag om måneden, og så vil vi gerne lave en café", beretter Ketty Petersen.
Foreningen for Førtidspensionister i Aarhus vil også gerne have samarbejdspartnere i form af for eksempel foreninger inden for handicapområdet.
Endelig tilbyder foreningen it-undervisning ved webintegrator Eva Petersen.
Det koster 200 kroner om året at være medlem. Tilmelding foregår ved at møde op i lokalerne i Senior Centret på onsdage fra kl. 13 til 15 eller ved at kontakte Ketty Petersen på telefon: 52 67 77 31.