Personligt ansvar er for alles bedste!
af Niels Chr. Selchau-Mark, Folketingskandidat (K), Byrådsmedlem (K) Chr. Wærums Gade 12, 4.tv. 8000 Århus C.
Med "Ungepakken" har Regeringen fået skabt mere positivt personligt ansvar – en håndsrækning til både stærke og svage unge.
På Favrskovpostens hjemmeside kunne man 2. september 2011 i "Unge tvinges i uddannelse" læse, at der nu kommer sanktioner på hvis ikke man tager en uddannelse. Undtagelsen fra dette er dog, hvis man har handicap, sygdom eller væsentlige sociale problemer.
Af "ungepakken", som udspillet hedder, fremgår det, at man skal have en uddannelsesplan og følge den. Er man ikke uddannelsesparat træder Ungdommens Uddannelsesvejledning til med bistand. Hvis ikke forældrene er samarbejdsvillig omkring at de unge skal have en uddannelse, så får de ikke længere "Ungeydelse" til at hjælpe den unge på vej. Er den unge derimod selv samarbejdsvillig, kan den unge selv få pengene mellem hænderne. Er både forældre og den unge imod uddannelse bortfalder ydelsen.
Det personlige ansvar - først og fremmest!
"Ungepakken" definerer således den unges ret til selvbestemmelse, og til selv at definere sit eget liv og tage personligt ansvar.
Det personlige ansvar står helt klart hos de Konservative som en af kerneværdierne, og derfor er det vigtigt at fastslå at, uagtet om der ville være et økonomisk incitament til at øge den personlige vilje til uddannelse eller ej, så skal hjertet altid være med i det man laver.
Familien som samfundets grundstof
Det er familien der giver noget at tro på, og holde fast i, og det er familien der er samfundets grundstof.
Vi konservative mener, at det er familien, der giver de unge en klippe. Det er her man har hjemme, og det er her man dyrker den sociale forankring.
Derfor er det også vigtigt, at familien bakker op om den unge og den unges beslutning, uagtet om der er et økonomisk incitament eller ej.
Bakker familien ikke op, vil familien ikke modtage ungeydelsen, og den vil i stedet tilfalde den unge selv, således at den unge får mere personligt ansvar. Det er til gavn både for samfundet og os selv.
Vi skal som samfund, acceptere at familien tager mere personligt ansvar for deres børn og deres børns aktiviteter, således at de unge mennesker kommer ud med hjerte og hjerne rette sted. Samfundet kan kun køre rundt, hvis individets frie og personlige ansvar kommer mere i funktion. Derfor er "ungepakken" et godt incitament til at skabe rammerne for mere personligt ansvar!