Ekstra-bus fra Galten til Skanderborg
Trængsel i den nye rute 309 får kommunen og Midttrafik til at reagere
Der er nu sat en ekstra morgenbus ind for at fragte unge uddannelsessøgende fra Galten-området til uddannelsesstederne i Højvangen i Skanderborg.
Søgningen til gymnasium, Niels Ebbesen skolen, handelsskole og det udbyggede 10. klasse-center har overrasket planlæggerne, der fra start havde indsat en enkelt bus på den nye 309er klokken 7.02 fra Herskind, via Sjelle og Galten ned til Skanderborg.
"Ruten er med to morgen- og to eftermiddagsafgange designet til at klare transporten af uddannelsessøgende til og fra Skanderborg. Men der var meget mere pres på den pågældende morgenbus, end vi havde forudset, og efter at Midttrafik først forsøgte at løse problemet med en bus med ekstra kapacitet, er der nu indsat en ekstra bus på strækningen mellem Galten og Højvangen. Vi håber, det løser problemet," siger Erik Juul Nysom, sekretariatsleder i Skanderborg Kommunes afdeling for kollektiv trafik.