Hjertestarter skal redde biblioteksgæster
Nu kan Fredensborg Bibliotek være med til at redde liv med den nye hjertestarter, som TrygFonden har doneret
Den nye hjertestarter i Fredensborg hænger på trappen ved Fredensborg Bibliotek mellem stuen og første sal.
Når en person falder om med hjertestop, øger en hurtig behandling med en hjertestarter - eller en AED, som den også hedder - chancerne for, at personen overlever.
Fredensborg Bibliotek har søgt og modtaget en hjertestarter fra TrygFonden, så hjælpen er inden for rækkevidde, hvis uheldet skulle være ude.
Hjertestartere er vigtige
"Den eneste effektive behandling ved hjertestop er stød med en hjertestarter. Derfor er det vigtigt, at hjertestartere bliver hængt op over hele landet, så der er størst mulig chancen for, at der er en i nærheden, når der sker hjertestop," fortæller Grethe Thomas, projektchef for TrygFonden Akutindsatser, om baggrunden for donationen til Fredensborg Bibliotek.
Chancen for at overleve et hjertestop falder med 10 procent for hvert minut, der går, fra hjertestoppet indtræffer, til man får hjælp.
Brug af hjertestarter
Når hjertestarteren tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver dermed ikke forhåndskendskab til hjertestarteren, men alligevel uddannes bibliotekets personale grundigt i livreddende førstehjælp, og i hvordan man bruger hjertestarteren.
"Hjertestarteren kan ikke betjenes forkert, og man må derfor aldrig tøve med at tage den i brug. Det er altid bedre at gøre noget end at forholde sig passivt, selvom det er en uvant situation, man pludselig befinder sig i," siger Grethe Thomas.
Hvis adgangen til hjertestartere bliver bedre, og flere danskere lærer førstehjælp, vil flere liv kunne reddes. Derfor har TrygFonden siden 2006 hvert år doneret 100 hjertestartere til offentlige steder, hvor der færdes mange mennesker. Indtil nu er 25 liv blevet reddet.