Lars og lorten

Der er ca. 4.830 km. imellem og en verden til forskel på Frederikssund og Helmand i Afghanistan.
Det har blandt andre 46-årige Lars Jonasson fra Frederikssund måttet sande.
Han var i 11 uger på bevogtningsopgave i Afghanistan for Hjemmeværnet.
Da han og de andre steg ud af flyveren blev de ikke bare ramt af en varme-mur.
De blev også ramt af lugten og smagen af lort.
"Der er så varmt, og luftfugtigheden er så høj, at selv om man bare sætter sig ned, hvor man går og står, så går der et halvt døgn, så er det nærmest blevet forstøvet. Så det hvirvler rundt i luften, så man nærmest kan smage lort," konstaterer han.
Senere lærte Lars Jonasson endnu mere om lort.
Når soldaterne skal besørge, foregår det i en plastikpose. Hver nat blev poserne så smidt op på et stort bål og brændt sammen med andet affald:
"Der gik fem-ti minutter maks. Så løb der børn rundt i bålet og ledte efter noget, de kunne bruge til familien. Senere samme morgen kunne vi så se dem komme til lejren for at få hjælp til at behandle brandsårene. Det virkede ret surrealistisk, for man kunne jo bare give dem dét, de havde brug for i stedet for at brænde det. Men så fik vi forklaringen, at oprørerne i området stort set kan bruge hvad som helst til deres vejsidebomber. To små brædder, kobbertråd, ja selv afføringen kan bruges. Ideen er simpelthen, at man bruger afføringen i bomberne. For så kan man få infektioner i sårene, hvis man bliver skadet af bomberne," forklarer Lars Jonasson.

Gør en forskel

Hans ophold i Afghanistan foregik hovedsagligt i en engelsk lejr, hvor hverdagen bød på bevogtningsopgaver fra 14-18.
Herefter stod den indtil kl. o2 om natten på ?beredskab,? hvor man nok ikke havde vagten, men skulle være klar til så hurtig indsats, at man ikke måtte gå tilbage til teltene.
"Så meget af den tid gik med at rense våben. Og der var det igen med fokus på, at man skulle kunne være klar lynhurtigt. Så hvis vi sad fire sammen, blev der kun renset ét våben ad gangen," konstaterer han.
Fra kl. 02-06 stod den så igen på en tjans i vagttårnet, inden tiden frem til kl. 14 kunne bruges til at sove, spise og vaske sig.
På én af vagterne oplevede han som en af de første hjemmeværnssoldater at komme i kamp, da oprørere skød mod ham i tårnet, hvorpå han skød igen.
"Men jeg ved ikke, om man kan kalde det for den mest betydningsfulde oplevelse.
Der har været andre ting der har betydet mere for mig, nemlig den forskel vi gjorde hos de lokale børn."
Med sig i lasten havde de danske hjemmeværnssoldater nemlig fire paller med tøj og legetøj til de lokale børn:
"Især bamserne var et hit. De var bløde, og det kunne børnene forholde sig til. Men hvis man gav dem Lego eller et puslespil, lå det lynhurtigt spredt over det hele. De har aldrig lært at lege på det lidt mere abstrakte plan, som man lærer herhjemme. Selv en fodbold blev et problem. De ville gerne have den, men vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre med den. Så i stedet for at gå i gang med at spille sammen eller bare spille op af en mur, blev bolden noget, man var nødt til at stikke af med, fordi de andre ellers ville rive den fra en. Så når man havde fået en bold, blev den gemt af vejen derhjemme," siger Lars Jonasson.

Større end en selv

Om drivkraften til at tage af sted, fortæller Lars Jonasson:
"Det lyder måske lidt underligt, men nogle gange er der ting, der er større end en selv.
Eksempelvis er jeg træt af når vi som danskere siger, at 'nogen må gøre noget' for at rette op på uretfærdighed i verden, så er 'nogen' altid nogle andre. Derfor følte jeg det lidt som min pligt med dén tilgang, at tage dertil - og nu fandt jeg det forsvarligt, da mine børn er blevet voksne. Og jeg har jo selv kunnet se, at det nytter. Det er ikke perfekt, og det bliver det heller ikke om fem år. Men at se, at færre kvinder dør i barsels-sengen, at antallet af analfabeter falder, og at man har held med at omskole Taleban-folk, betyder, at man kan se, at man gør nytte,"

28 år i Hjemmeværnet

Lars Jonasson har været medlem af hjemmeværnet, siden han blev 18 år.
I de første mange år med udsigt til, at hvis Sovjetunionen bestemte sig for at invadere Vesten, skulle han stille med sit gevær ved Køge Bugt, sammen med lidt ammunition og en stor madpakke, for derpå at forsvare landet mod den russiske bjørn ? så længe man nu kunne holde stand.
"Dengang var der et fast fjendebillede, mens det er mere diffust i dag. Nu er det fjender af demokrati og ytringsfrihed, man kæmper imod, og det er noget, jeg gerne går i krig for at bevare. Ikke for at bekæmpe nogen, men for at forsvare noget. Og helt generelt er det mit indtryk, at opgaver som dén, jeg har været på, er med til at rykke Hjemmeværnet væk fra dét der 'lunken kaffe og koldt wienerbrød-'image, Hjemmeværnet har haft. Det giver et stort løft på alle måder, at man nu ikke bare øver i en bøgeskov, men at man rent faktisk gør sig nogle 'skarpe' erfaringer."