P-vagter skal holde øje med containere og café-borde
P-vagterne i Helsingør skal længere ikke kun udskrive bøder til bilisterne
P-vagterne i Helsingør har fået mere at se til. Og det er ikke fordi, bilisterne er blevet dårligere til at betale for deres parkering, eller ikke kan finde ud af, hvor de må smide deres bil.
De kommunale p-vagter har til gengæld fået flere arbejdsopgaver, skriver Helsingør Dagblad.
En af p-vagternes nye arbejdsopgaver er blandt andet at holde styr på, om byens butikker har betalt for den plads, som deres skilte og stativer optager på fortovet.
De skal også holde øje med, at cafeernes udeservering ikke fylder mere, end den må på gågaden, og de skal stå for både den administrative og den praktiske del af stillads- og containertilladelser, når folk skal bygge om, skriver Helsingør Dagblad.