FCK-helten Michael Gravgaard sælger millionvilla
Udbuddet af boliger er rekordhøjt, men det holder ikke den tidligere fodboldspiller Michael Gravgaard fra at forsøge sig med et salg.
Michael Gravgaard, der nu ernærer sig som tv-vært på Canal 9, har sat sin Holte-villa til salg for knap seks mio. kr. og kan - hvis en køber er villig til at betale prisen - se frem til en flot fortjeneste.
Boligen blev nemlig købt sidste år for 3.825.000 kroner.
Det skriver boligsiden Boliga.dk.
Det er Gravgaards eget ejendomshandelsfirma, Go Estate, der står for salget af boligen, som er registreret i hans kones navn.
Konceptet går ud på, at firmaet opkøber huse og finder en ny bolig til sælgeren, der ifølge virksomhedens hjemmeside kan se frem til at undgå “alle de bekymringer, som normalt følger med at skifte bolig”.
Både Michael Gravgaard, hans kone Camilla og firmaet Go Estate står registreret som beboere i ejendommen, men selv om de er på vej til at sælge deres hjem, behøver de ikke at frygte at ende på gaden.
Parret har adskillige andre boliger at vælge mellem.
Michael Gravgaard står således registreret som ejer af fire boliger, hvoraf to ligger i København, én i Solrød og én i Billund, mens deres fælles firma har opkøbt 10 ejendomme rundt om i landet.
Se Michael Gravgaards hus her.