S + SF vil stavnsbinde Aarhus-studerende
Klima- og energiministeren mener, at Socialdemokraterne og SF vil genindføre stavnsbåndet med deres forslag om, at unge, der efter endt uddannelse rejser ud i verden i mere end fem år, skal betale penge tilbage for deres uddannelse og SU
I disse dage starter tusindvis af unge på blandt andet Aarhus Universitet. Og står det til Socialdemokraterne og SF skal de unge, hvis de efter endt uddannelse rejser ud i verden i mere end fem år, betale penge tilbage for deres uddannelse og SU. Hver eneste studerende risikerer at få en regning på 170.000 kr., hvis forslaget gennemføres, hævder klima - og energiminister og Venstres spidskandidat i Østjyllands Storkreds, Lykke Friis.
"Det er den helt forkerte vej at gå. Det svarer næsten til at genindføre stavnsbåndet ad bagvejen," siger klima- og energiminister Lykke Friis.
"Vi skal tværtimod opfordre danske unge til at rejse ud i verden og blive klogere. Uddannelsen slutter jo ikke, når man har fået eksamensbeviset. Hvis man rejser ud og bruger sin uddannelse i andre lande og efter nogle år vender hjem til Danmark, vender man jo hjem med højere kompetencer og en masse inspiration til gavn for Danmark. Det skal vi da glæde os over – ikke beskatte."
Lykke Friis mener, at forslaget bl.a. vil ramme de studerende på de videregående uddannelser i Aarhus, og opfordrer derfor alle folketingskandidater fra Socialdemokratiet og SF i Aarhus til klart at melde ud, om de støtter forslaget om kandidatpant:
"Aarhus er en vidensby med en stærkt uddannelsesmiljø. Det vil derfor ikke gavne byen, hvis vi gør det sværere for de studerende, der i dag går på universitetet at rejse ud efter endt uddannelse. Jeg vil kraftig opfordre hver eneste S- og SF-kandidat i byen til meget klart at sige nej til kandidatpant. Vi skal ikke have særskatter på viden."