Turisme kan skabe 10.000 nye arbejdspladser i Nordsjælland
Turisme-erhvervet får stor betydning for beskæftigelsen i hovedstadsregionen de kommende ti år
En ny analyse viser, at der kan skabes helt op til 10.000 nye job i turisme-sektoren i hovedstadsregionen frem til år 2020.
Det er en rapport fra projekt Job og kompetencer i Øresundsregionen, der peger på, at turisme vil få en stor betydning for beskæftigelsen i Øresundsregionens yderområder.
Og det vil især komme ufaglærte til gode vurderer Vibeke Storm Rasmussen (S), der er er regionsrådsformand og formand for Vækstforum Hovedstaden.
"Turisme adskiller sig fra andre erhverv ved, at der er relativt mange job, der ikke kræver uddannelse. Derfor er det meget interessant, når analysen viser, at der også i fremtiden vil være mange job til de ufaglærte. Det har stor betydning for beskæftigelsen i vores yderområder i hele Øresundsregionen," siger Vibeke Storm Rasmussen i en pressemeddelelse.
Overordnet forventes turismeerhvervet i regionen at gå i to retninger.
På den ene side vil man se en udvikling af storby- og erhvervsturisme, der kræver relativt flere med en høj uddannelse. På den anden side vil dele af erhvervet satse på at kunne holde deres tilbud billige ved at ansætte relativt flere ufaglærte - særligt i kyst- og naturområderne.