Grafittihærværk skamferer nymalet væg
Politiet efterlyser oplysninger om grafitti på Lagkagehusets vægge i Rønde
En ukendt grafittimaler har natten fra lørdag til søndag i forrige weekend haft gang i spraydåserne i Rønde.
Fra taget af en lav tilbygning har gerningsmanden sat et eftertrykkeligt aftryk på boghandler Niels Trangbæks nymalede endegavl på toppen af Hovedgaden i Rønde.
Desuden er der tegnet nogle tegn på facaden langs Frederiks Allé.
”Det er ærgerligt at få sin nymalede facade ødelagt af hærværk. Det ser voldsomt ud, fordi der er brugt en meget kraftig dækning med spraymalingen,” siger Niels Trangbæk. Han håber, at håndværksmaleren kan rense facaden for den uønskede graffiti.
Grafittimalerens signatur er ukendt
Landbetjent Chris Gade har ikke modtaget andre anmeldelser om graffiti i Rønde på det pågældende tidspunkt.
Når grafittimalere går i gang med spraydåserne, går det ofte ud over flere bygninger i en by eller gade, men denne nat er det kun gået ud over Lagkagehuset, som er opkaldt efter sin karakteristiske spidse form.
Chris Gade har efterforsket sagen og kan ikke genkende de såkaldte ”tags”, som er den signatur, som grafittimaleren benytter sig af.
Fornylig var Hornslet udsat for et voldsomt grafittihærværk, men der er tilsyneladende ikke tale om den samme gerningsmand.
Landbetjent Chris Gade vil meget gerne have oplysninger fra folk, som enten har set noget natten fra lørdag til søndag i forrige weekend eller som kan genkende grafittimalerens signatur.