Så meget tjener de rige i Gentofte
Pensionister i Rudersdal og Gentofte har mest at rutte med, mens familierne i Hørsholm tjener mest
Pensionisterne i Rudersdal behøver ikke kigge dybt i pungen, når de går på indkøb. De hører nemlig - sammen med næsten-naboerne i Gentofte - til de folkepensionister i landet, der får mest ind på kontoen hver måned.
Det viser tal fra den seneste store indkomstopgørelse fra Danmarks Statistik.
Tallene viser også, at Nordsjælland stadig har førertrøjen på, når man ser på, hvem der tjener mest.
Velstillede pensionister
Tallene er fra 2009, og her fik en dansk folkepensionist i gennemsnit udbetalt 161.400 i løbende pensioner.
Ser man på de enkelte kommuner, så har Rudersdal de største løbende udbetalinger. En folkepensionist i Rudersdal fik gennemsnitligt udbetalt 229.300 kr., og heraf kommer 98.000 kr. fra livrente og ratepensioner.
Lige efter følger folkepensionisterne i Gentofte, som får 226.100 kr. i gennemsnit ind på kontoen om året.
På landsplan er de ringest stillede pensionister bosiddende i Ikast-Brande med en gennemsnitlig udbetaling på godt 138.000 kr. om året.
Rige naboer
De højest disponible familieindkomster finder man i Gentofte, Hørsholm og Rudersdal kommuner med henholdsvis 454.100 kr., 441.700 kr. og 432.700 kr., mens København har et af de laveste rådighedsbeløb på i gennemsnit 236.300 kr.
Ser man på de højeste erhvervsindkomster før skat for lønmodtagere, så snupper familierne i Hørsholm førstepladsen med 785.000 kr. om året i gennemsnitlig erhvervsindkomst skarpt forfulgt af Rudersdal, Gentofte og Allerød.
Også toplederne er enige om at bosætte sig i Hørsholm og Gentofte, hvor de med en gennemsnitlig årsindkomst på knap 1,4 mio. kr. også har råd til en passende bolig. Det gælder også de selvstændige, hvis gennemsnitlige indkomster topper i Gentofte og Rudersdal.
Størst stigning
Ser man på realstigningen i erhvervsindkomsten for de pågældende grupper de seneste ti år, så er det lønmodtagere på mellemniveau, der sammen med selvstændige uden ansatte kan notere den største fremgang på henholdsvis godt 10 og 11 procent.
Også lønmodtagere på højeste niveau har haft en pæn fremgang på 7,7 procent målt efter 2009-forhold.