Flæskesteg og Café Latte i valgkampen
Dansk Folkeparti og Radikale Venstre dyster i andet end stemmer ved det kommende valg
Normalt taler man om valgflæsk i forbindelse med et valg, men hos Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har den ordlyd fået en lidt anden betydning.
I forbindelse med indsamlingen til Østafrika, "Afrika Nu" havde de partier nemlig en lille dyst kørende.
Fire kandidater fra hvert parti havde taget plads i et indsamlings-callcenter i Tranbjerg, hvor de forsøgte at samle penge indtil sultekatastrofens ofre.
Mad på bordet
Dansk Folkeparti havde lovet Radikale Venstre flæskesteg, hvis de samlede flest penge ind, mens Radikale Venstre ville invitere på Café Latte, hvis DF blev vindere.
Hvordan det kommer til at gå til valget 15. september vides ikke, men fakta er, at det var Dansk Folkeparti, der vandt ved indsamlingen. Det lykkedes nemlig partiets kandidater at indsamle 506.034 kroner mod 421.100 kroner hos Radikale Venstre.
Selv om Liv Holm Andersen, der er folketinskandidat for Radikale Venstre måtte se sig slået på målstregen, var hun alligevel glad.
"Selv om folketingsvalget kører på det højeste, og min kampagne er i fuld gang, så mener jeg, at det er virkelig vigtigt at hjælpe sultekatastrofens ofre. Det er helt horribelt, hvor mange mennesker der lider lige nu, og præcis derfor er jeg også yderst stolt over at have indsamlet 927.134 kroner med de andre kandidater," fortæller Liv med et smil.