Museumsdirektøren fylder 50
Britta Andersen runder de 50
Direktør ved Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Britta Andersen, fylder 4. september 50 år.
Britta Andersen har gennem sit 11 år lange virke på Gammel Estrup fået udviklet museet til et omfattende specialmuseum med smukke permanente interiører, skiftende historiske udstillinger og innovativ personlig formidling. Desuden er det nationale forskningscenter Dansk Center for Herregårdsforskning blevet tilknyttet i hendes 'regeringstid'.
Ildsjæl
Britta Andersen er kendt som en energisk ildsjæl, der igennem de seneste 11 år har formået at skabe et moderne, professionelt museum med vægt på både forskning og formidling.
Gammel Estrup – Herregårdsmuseet er en del af det internationale samarbejde om herregårdshistorie og har de senere år for alvor slået sin rolle fast som Danmarks førende herregårdsmuseum.
Forskningscenter
I 2004 var Britta Andersen primus motor i forbindelse med oprettelsen af det nationale forskningscenter Dansk Center for Herregårdsforskning, som hun siden har været bestyrelsesformand for.
Forskningscenteret har udklækket en række Phd?er indenfor herregårdsforskning, og er en vigtig brik i forskningen i herregårdenes kulturhistorie i både fortid, nutid og fremtid.
Levende formidling
Siden Britta Andersen tiltrådte som direktør for Gammel Estrup – Herregårdsmuseet for 11 år siden, har en af hendes mærkesager været den levende formidling og den personlige kontakt til museets gæster.
I 2006 påbegyndte museet en omfattende restaureringsproces, der har til formål at genskabe de pragtfulde sale, elegante gemakker, de små kamre og enkle værelser, så de fremstår, som de kunne have gjort for flere hundrede år siden, da herregården var beboet af herskab og tjenestefolk.
Museet afholder senere en reception for særligt indbudte gæster i anledning af Britta Andersens fødselsdag.