Med finansministeren bag de lukkede døre
Lokalavisen har fået lov at følge Claus Hjort Frederiksen på dagen, hvor valget bliver udskrevet.
Hvad laver en minister egentlig sådan en dag?
Claus Hjort Frederiksen samler Lokalavisens udsendte op ved Havarthigården kl. 9.30 i sin ministerbil, en stor bordeaufarvet BMW 730.
Dagens aviser er læst, og mobiltelefonen er rolig et langt stykke vej ind mod København, hvor han fortæller om baggrunden for valget og hvorfor det bliver uskrevet netop nu.
Statsministeren i røret
Kl. 9.50 ringer mobilen: "Hej Lars......" - statsministeren stemmer de sidste ting af med sin finansminister, inden han i løbet af en time skal holde pressekonference på Marienborg, hvor han vil annoncere valget.
I Finansministeriet
Kl. 10.00 træder Claus Hjort ind i Finansministeriet. Hilser på medarbejderne på vej gennem bygningen, og bliver mødt af sin pressestab.
Der er ingen panik, blot almindelige opdateringer. Alle kender deres opgaver. Den personlige presserådgiver Søren Møller Andersen er arbejdsløs fra kl. 11.
Han har ikke noget at gøre i ministeriet de næste tre uger, mens valgkampen rumler.
Pressen
Kl. 10.15 Claus Hjort ringer til Ritzau og giver dagens første orientering til pressen.
Kl. 10.30 samler Claus Hjort sine ministerielle chefer til en kort briefing, og takker dem for godt samarbejde. Her er pressen ikke velkommen.
Embedsmændene er gået i valgdækning. De må ikke rådgive ministeren længere eller hjælpe med beregninger og notater. En opgave, der tages meget alvorligt. Der må ikke kunne sås tvivl om deres uvildighed frem mod en måske ny regering.
kl. 10.50 DR1 vil gerne have et interview med ministeren. Han iler beredvilligt afsted til et interview med Anja Westfal. Men han er for god en fangst, så TV2 og andre medier benytter sig af lejligheden og får alle en kommentar.
Stilhed for stormen
Ministeren klarer lidt papirarbejde ved skrivebordet. Der hersker stilhed - bortset fra TV2 news der kører med løbende opdateringer, kommentarer fra politikere og analytikere samt de seneste målinger, der ikke er så dårlige, som regeringen kunne have frygtet.
Regeringsmøde
Kl 12.15 er der møde i regeringen, og så skal Claus Hjort retur til Venstres bagland.
"Jeg er selvfølgelig stadig fungerende minister, og vi er stadig en arbejdende regering. Men nu er der valgkamp, og vi udfører kun det nødvendige arbejde, som det kræver, for at holde ministeriet kørende. Nu skal jeg tilbage til mit bagland i Venstre, og så kører valgkampen," siger Claus Hjort Frederiksen.
Regeringsmødet afholdes i Spejlsalen, hvor regeringen også mødes hver tirsdag for at gennemgå Folketingets dagsorden.
På tallerkenerne ligge dagens dagsorden:
Statsministeren orienterer om udskrivelse af valg, baggrunden for udskrivelse af valg og den parlamentariske situation.
Minstrene valfarter til salen, og bag de lukkede døre vidner gentagne latterkaskader om, at ministrene er veloplagte og klar til valgkamp.
Karen Ellemann passerer smilende, og siger, at valgdagen er godt timet. Hun har nemlig fødselsdag.
Frokost med medarbejderne
Efter regeringens møde går turen tilbage gennem Vandrehallen, hvor finansminister Claus Hjort Frederiksen igen og igen bliver stoppet af ihærdige journalister, der alle kan bruge en kommentar til de løbende tv-udsendelser.
I Finansministeriet bliver der omkring kl 13 endelig tid til en let, uformel frokost med medarbejderne, der gerne lige vil sige ministeren pænt tak for et venligt samarbejde.
Et par anekdokter bliver der også plads til.
Claus Hjort Frederiksen handler de sidste opgaver af med medarbejderne, forsøger at skabe et overblik over sin kalender og svarer på et hav af mails, så han om lidt kan forlade ministeriet med god samvittighed.
Duel på TV2
TV2 har aftalt en direkte duel på TV2 mod Henrik Sass Larsen (S) kl. 16.30. Han er imidlertid forhindret. I stedet stiller Morten Bødskov fra Socialdemokraterne op til verbalt håndgemæng om, hvem der er mest økonomisk ansvarlig - eller det modsatte.
Inden da finder Claus Hjort tid til lidt uformel snak med Borgens journalister, der sværmer rundt allevegne på jagt efter gode historier.
De prøver at presse ham for et svar på, hvorfor regeringen først introducerer en vækst- og boligpakke, som de ikke har handlet af med Dansk Folkeparti, og derefter ikke tager sig tiden til at forhandle den på plads inden valgudskrivelse.
"Vi kunne se, forhandlingerne ville blive for langvarige. Men jeg vil ikke ind i den polemik," lyder det lidt irriteret fra ministeren.
"Hvis vi havde udskrevet valg og derefter præsenteret pakken, så ville I have spurgt mig om, hvorfor vi dog ikke havde gennemført pakken inden valgudskrivelsen."
Efter duellen, hvor han når at sammenligne rød bloks økonomiske udspil med økonomierne i Grækenland og Italien, og får det hurtige svar, at de lande også har siddende borgerlige regeringer, går turen mod Holte, hvor hans kreds holder møde på Havarthigården.
Tv-indslag: "Valgkampen vil handle om økonomi, økonomi og økonomi"
Nu gælder det valgkampen
Kl. 16.45 glider den bordeauxfarvede BMW endnu engang lydløst gennem den københavnske myldretid med kurs mod Holte. Dagens sidste officielle møde venter, inden ministeren kan sætte kursen mod hjemmet i Humlebæk.
Han noterer med tilfredshed, at det er lykkedes Venstre at indtage Geels Bakke, og at der er hængt et passende antal valgplakater op med hans kontrafej.
På Havarthigården venter en lille håndfuld medlemmer af Venstre, som med den lokale organisator og formand Gitte Rasmussen i spidsen, forsøger at danne sig et overblik over aktiviteterne i den kommende valgkamp.
Her bliver der opslået kampagnekontor de næste par uger, og herfra skal ministeren forsøge at holde på sit medlemskab af Folketinget og ministertaburetten de næste tre uger.