Købmandsgården har fået ny beboer
Grenaa Egnsarkiv er flyttet ind hos Museum Østjylland
Grenaa Egnsarkiv bor fra 1. september hos Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Flytningen af arkivsamlingerne fra Grenaa Bibliotek til Museum Østjylland har været i gang længe, og målsætningen er, at alt kører fra 1. oktober.
Men folk er velkomne allerede i september, selvom der endnu ikke helt er sat skik på arkivet.
Men der er en stol og et bord til dem, der kigger ind, fortæller arkivleder Trine Grejsen.
"Flytningen af Egnsarkivet strækker sig helt ind i september. Vi forventer at kunne ekspedere kunder som sædvanligt i oktober. Jeg håber, at der indtil da er forståelse for roderiet, og for at aviserne en kort periode i begyndelsen af september er utilgængelige," siger arkivlederen.
Det giver synergi
Der er dog en god grund til hele roderiet.
Flytningen giver bedre mulighed for samarbejde mellem museum og arkiv.
Dermed sker der en bedre udnyttelse og formidling af den viden og dokumentation, der gennem årene er opbygget i de to institutioner.
Samtidig kan arkivet og museets brugere i fremtiden få hele pakken det samme sted.
Endelig er der væsentligt forbedrede bevaringsforhold på museet.
Besøgende kan holde sig opdateret på grenaaegnsarkiv.dk.