Dan Jørgensen på drømmeseng hos Jens Joel
Svend Aukens afløser i Aarhus får hjælp i valgkampen af kollega en og kammeraten, Dan Jørgensen
Normalt plejer socialdemokraten Jens Joel at hjælpe Dan Jørgensen, når det handler om valgkampagner, men til det forestående valg er rollerne byttet rundt.
Dan Jørgensen er kommet til Aarhus fra sit job i Europa-Parlamentet for at hjælpe partikollegaen og kammeraten Jens Joel med at føre valgkamp.
Når Jørgensen er i smilets by, overnatter han hos Jens på en drømmeseng, og gør hvad han kan for at få Svend Aukens afløser stemt ind i folketinget.
"Jeg er kun glad for, at jeg kan betale en tjeneste tilbage. Jeg kæmper for mit parti, og samtidig hjælper jeg en kammerat," siger 36-årige Dan Jørgensen.
Langt parløb
"Vi er vant til at diskutere politiske sager og lytte til hinanden. Men det er lidt underligt, at det nu er mig, der bliver kæmpet for. Der er et helt hus, der kæmper for, at vi skal have en ny regering, og at jeg skal vælges ind, og det er kraftedme fedt, undskyld sproget, men det er det," smågriner 33-årige Jens Joel.
De to socialdemokratiske herrer lærte hinanden at kende, da Dan var tutor for Jens på universitetet i sin tid. Og siden har de faktisk kørt parløb. Jens har arbejdet for Dan Jørgensen som sekretariatsleder i Europa-Parlamentet og har altid hjulpet ham i valgkampagner. Og selv om det er mærkeligt for Jens, at det nu er Dan, der hjælper til i kulissen, er han rigtig glad for det.
"Det betyder rigtig meget med folk, der er tæt på i en valgkamp. For mig giver det en stor tryghed, at Dan hjælper," siger Jens Joel.
Og Dan har da også en klar fornemmelse af, at deres valgstrategi indtil videre hjælper:
"Folk kan begynde at genkende ham på gaden, og det er positivt," siger Dan Jørgensen.
Hvis Jens Joel ikke bliver valgt ind efter 15. september, så aner han ikke, hvad han skal give sig til.
"Jeg har ingen plan b. Jeg er gået all in for den her valgkamp, og jeg har lovet mig selv, at er jeg i politik, så er jeg det 100 procent," smiler Jens Joel.