Effektiv brandindsats redder stuehus
Laden gik op i røg, men stuehuset blev reddet
Det kunne let være gået helt galt, da en halmlade på Rolsøgårdvej, Knebel, brød i brand om eftermiddagen 30. august.
Men en forbilledlig indsats fra Brand og Redning Djursland reddede det tilstødende stuehus fra at gå op i røg.
Det var indsatsleder Allan Frederiksen, der var første mand på stedet efter en alarm klokken 14.22.
"Da jeg kommmer ud, er der godt gang i halmladen. Røgen står ud gennem taget, og vinden står kraftigt på fra nordvest i retning af stuehuset," fortæller han.
Da ved han, at der skal handles hurtigt.
"Jeg bestiller straks assistance fra Rønde. Da folkene fra Knebel kommer til stede, koncentrerer de sig om at beskytte stuehuset. Da Rønde kommer går de i gang med at slukke ilden i laden," siger Allan Frederiksen.
Branden udvikler sig nemlig hurtigt.
"Da Knebel kommer ud, er tagpladerne allerede begyndt at springe. Det går hurtigt med sådan noget gammelt, løst halm, der lå på halmloftet op i en halv meters højde," siger han.
Den østlige del af laden nedbrændte, men resten blev reddet på grund af en forbilledlig indsats, der varede tre-fire timer.
"Da vi tog derfra tre-fire timer senere, havde vi haft en kran derude og fået løftet tagkonstruktionen af, og vi havde fået det gamle halm ud og slukket godt efter," siger indsatslederen.
Brandårsagen er ukendt, men det oplyses over for Lokalavisen, at el-installationerne i laden var meget gamle.