100 år med sejlads på Skanderborg sø
Skanderborg Sejl- og Motorbådsklub kan i år fejre sit 100 års jubilæum
"Alle bådejere, der interesserer sig for sejlsport, indbydes til at deltage i et møde på Forsamlingsbygningens hotel onsdag den 30. august, aften kl. 8, for at drøfte spørgsmålet om dannelse af en sejlklub."
Denne annonce stod at læse i lokalpressen i Skanderborg. Året var 1911.
Gårdejer M.S. Arildskov fra Hylke kvitterede med følgende læserbrev i Skanderborg Amts Avis:
"Da jeg har hørt, at der i Skanderborg i disse dage gøres forsøg på at stifte en sejlklub, ønsker jeg den al held og lykke ved fødslen. Jeg har selv en gammel plimsoller, der også længes efter at få sine gamle ben rørt. Det har tit været mig en gåde, når vi om søndagen eller aftenen har taget os en forfriskning ude på den dejlige sø, er helt ene ude, skønt der er plads til hundreder både."
Med sejl og motor
Den 5. september 1911 var der konstituerende generalforsamling i den nye forening, som fik navnet Skanderborg Sejlklub.
"Der var få motorbåde på søen på daværende tidspunkt, så først i 1928 fik Skanderborg Sejl- og Motorbådsklub sit nuværende navn, da der blev dannet en fælles forening for alle motor- og sejlsportsinteresserede i byen," fortæller klubbens formand, Preben Buur Madsen, som selv er ejer af en motorbåd.
"Men uanset om det er for sejl eller motor, så har vi det til fælles, at vi nyder sejladsen og naturen på og omkring vores dejlige sø. Og så er der selvfølgelig klublivet og kammeratskabet, hvor der altid er en hjælpende hånd til at løse store og små problemer," fortsætter han, som i år kan fejre sit eget jubilæum, nemlig som formand for klubben gennem 25 år.
Medlemmer har fordele
Skanderborg Sejl- og Motorbådsklub har i dag 325 aktive medlemmer fordelt over havnens godt 150 bådpladser, ligesom knap 100 medlemmer har købt retten til at bruge klubbens slæbested til søsætning af både fra land.
"Hvis man går og drømmer om sejlads på søen og egen båd i havnen kan borgere med et indskud på mellem 11-13.000 kr. få rådighed over en plads i havnen på Sølystvej," siger Preben Buur.
En bådplads og et medlemskab giver samtidig brugsret til klubbens mange faciliteter for eksempel værkstedet og klublokalet på første sal over restaurant Sølyst med en af byens bedste udsigter.
Medlemmer af Skanderborg Sejl- og Motorbådsklub har også adgang til at anløbe broen ved Skt. Croix i Hylke Hav, hvor klubben, foruden grillsted, borde og bænke, råder over et lille lysthus, som klubbens medlemmer kan erhverve nøgle til.
Nye gaster velkomne
Klubben råder i dag også over en aktiv kapsejladsflåde, der foruden grundstammen på otte L23-sejlbåde, består af flere forskellige bådtyper.
"Vi savner ofte mandskab, så interesserede i kapsejlads er velkommen på havnen onsdag aften, når vi sejler kapsejlads i hele sommerhalvåret. Vi skal nok forsøge at finde gasteplads på en båd, uanset om man er øvet eller ej," siger formand for klubbens kapsejladsudvalg, Flemming Gräs, der også har arrangeret matchrace på Skanderborg Sø gennem de seneste 10 år.
Interesserede henvises til klubbens hjemmeside www.ss-m.dk
100 års jubilæet markeres med en reception for medlemmerne i Restaurant Sølyst lørdag den 3. september mellem kl. 11-13.
Om aftenen bliver der dans på kajen, når medlemmerne fejrer dagen med fælles spisning i et stort festtelt på havnen.