Teaterleder kender ikke til nedrivning
Teaterleder Jan Eberhardt fra Teatret Bag Kroen er igen ikke orienteret om byggeplaner
Endnu engang kommer nyheden om byggeplaner på grunden, som huser Teatret Bag Kroen, helt bag på teaterleder Jan Eberhardt, som lejer sig ind i teatersalen.
"Nu bliver jeg godt nok overrasket. Jeg ved dårligt nok, hvad jeg skal sige,", lyder det umiddelbart fra teaterlederen, da Villabyerne fortæller ham, at der er en revideret lokalplan på vej for området.
For godt et år siden var det også Villabyerne, der kunne fortælle Jan Eberhardt, at teatersalens dage snart var talte. Men dengang havde dramaet en lykkelig slutning, fordi grundens ejer, Roarsholm A/S, fik et nej fra kommunens byplanudvalg, som ikke ønskede en Netto på hjørnet af Ordrupvej og Ordruphøjvej.
Nu har Roarsholm udarbejdet et revideret forslag, og om en måneds tid ligger der et nyt lokalplansforslag, som skal i høring. .
"Jeg håber virkelig, at der kan bevilges nye lokaler til os. Trods de trange kår i den gamle teatersal har vi formået at etablere et navn, og vi synes, at vi udfylder et hul især hvad angår børneteater", siger han.