Nye talenter på Hessel Gods
"De unge skal lære at indordne sig på et hold," siger Flemming Poulsen
Det nye kuld spillere på Hessel Gods Fodboldkostskole fik en brat opvågning fra deres beskyttede tilværelse derhjemme.
På Hessel Gods er der fokus på disciplinen. Glemmer man at slukke lyset efter 23.30 er der 100 armbøjninger. Det var der nogen, der havde glemt allerede den første nat på Hessel Gods.
Det kan hænge sammen med den gamle landsholdsangriber Flemming Poulsens tid i tysk fodbold.
Nu er han sportchef på Hessel Gods, og i mandags tog han imod et ny årgang af håbefulde spillere.
Spændte elever dasker rundt
Eleverne daskede rundt på gangene og ventede spændt på det første intromøde på skolen, hvor først forstanderen Finn Trikker og siden sportschef Flemming Poulsen bød velkommen.
Der var nogle punkter, der blev trukket op, og som spillerne sikkert kommer til at høre meget mere til.
Betydningen af hvile, fokus på at hele holdet fungerer, koncentration hos den enkelte og ikke mindst 'winner'-mentaliteten blev fremhævet.
Men der blev også lagt vægt på, at alt ikke kun handler om fodbold. Der er et miljø på træningsbanen og et miljø omkring huset, og selvom det går dårligt det ene sted, så kan man sagtens komme med en indsats det andet sted.
Fodbold er en holdsport
Flemming Poulsen fortæller, "at vores største problem de seneste par år er ikke spillernes tekniske færdigheder, men at få dem til at arbejde sammen som et hold."
Det er nok et meget godt billede på dagens samfund, hvor der er meget fokus på individualiteten.