Skræmmende og vildt
Spejderne i Voerladegård stod til søs for at forsøge sig med grønlændervendinger
Skræmmende og samtidig vildt spændende lyder det fra søspejderne i Voerladegård, der lagde ud efter ferien med grønlændervendinger i kajak.
Med var Lars Borch Jensen, som er naturvejleder og erfaren havkajak-instruktør. Han gav sig god tid til at instruere samtlige søspejdere på en meget pædagogisk måde, og flere fik pæne ord på vejen.
Imens tumlede tre af søspejderlederne på egen hånd med mere eller mindre elegante forsøg på grønlændervendinger.
"Der blev grinet, for det så bare så sjovt ud hver gang, det gik galt. En rigtig god aften og en øvelse der kan følges op, altså når man er sammen på vandet," siger Gitte Eilersen fra Søspejderne i Voerladegård.