Nye testpiloter stod klar ved Waterfront
Fredag rullede 10 nye testfamilier af elbiler lydløst ud i trafikken
Fredag eftermiddag fik 10 farvestrålende elbiler nye testpiloter. Fra maj og tre måneder frem har de fragtet Gentofte-borgere til og fra arbejde, skole, sport og familievisitter. Og nu er det 10 nye familiers tur til at teste fremtidens køretøj drevet frem af el.
Bag initiativet 'testenelbil.dk' står elbiloperatøren ChoosEV A/S, der i samarbejde med 28 kommuner landet over lader borgerne teste bilerne.
"De 10 familier, der indtil videre har haft elbilerne, har været meget glade og tilfredse. De bliver lynhurtigt fortrolige med deres elbil, som bliver en del af deres hverdag. De giver dem navne og får pludselig rigtig meget opmærksomhed fra alle de møder, når de kører rundt med elbilen", fortæller ChoosEV's adm. direktør Lars Bording.
Efterhånden som familierne blev introduceret til det nye køretøj, trillede bilerne ud fra parkeringspladsen ved Waterfront Shopping. Helt lydløst.
En af familierne, som glæder sig til at have en ekstra bil de næste tre måneder, var familien Appel.
"Vi var så tæt på at købe en elbil for nylig", fortæller Kira Appel og viser med fingrene, hvor tæt de var på. Og det var tæt! I stedet valgte de en Toyota Yaris.
"Vi vil forsøge at lade elbilen blive den primære bil i testperioden. I næste uge skal jeg til et seminar i Karlslunde, og jeg regner med at køre derned i bilen for at teste den på en lidt længere tur", lød det fra Kira Appel, inden elbil med familie forlod parkeringspladsen.
Det er gratis at teste bilerne, dog skal man selv betale den strøm, bilen bruger.
Har du lyst til at teste en elbil, kan du tilmelde dig de kommende testforløb på Gentofte Kommunes hjemmeside.