Coloplast leverer fint regnskab
Den administrerende direktør kalder kvartalsregnskabet 'tilfredsstillende' med vækst på flere områder
Medicovirksomheden Coloplast fortsætter de gode takter trods svære tider.
Således viser det netop offentliggjorte kvartalsregnskab for de tre første kvartaler af 2010/11, at omsætningen er steget med otte procent til 7.601 mio. kr. med en overskudsgrad (EBIT-margin) på 24 procent mod 20 procent i samme periode sidste år.
Tallene dækker blandt andet over vækst på forretningsområderne stomi og urologi/kontinens, der er vokset med henholdsvis syv og otte procent. Det glæder den administrerende direktør Lars Rasmussen.
"Jeg er særligt tilfreds med den meget positive udvikling i både stomi- og kontinensforretningen. Væksten er primært drevet af nye markeder og Storbritannien, og samtidig rettede væksten i USA sig en smule ovenpå sidste kvartals utilfredsstillende vækst," siger Lars Rasmussen, der generelt er tilfreds med regnskabet og den forbedrede indtjening.
Sårpleje halter
I alt steg bruttoresultatet med 14 procent til 4.860 mio. kr.
Hud og Sårpleje har i de foregående regnskaber haft problemer, men viser nu vækst på tre procent i tredje kvartal, hvilket bragte væksten i de første ni måneder fra negativ til nul. På trods af den positive udvikling var væksten i Sårpleje negativ med én procent.
"Jeg er glad for at se tegn på forbedring, men resultatet i Sårpleje er naturligvis ikke tilfredsstillende. Sårpleje er fortsat et attraktivt forretningsområde for os, som passer godt ind i vores samlede aktiviteter, og derfor fortsætter vi med at udvikle sårplejeforretningen. De fleste europæiske markeder er imidlertid udfordrende lige nu, og derfor forventer vi ikke at se vækst i Sårpleje i 2011," vurderer Lars Rasmussen.