Ny slagter i Assentoft
Christian Primby overtager slagterforretningen i Auning efter Ruth og Leif Boel
Leif Boel stopper som slagter i Assentoft, men kunderne kan fortsat nyde godt af Ruth Boels kompetente betjening og hendes køkkenkunst i baglokalet.
Slagter siden 1984
Ny slagter er Christian Primby. Han overtager Assentoft Slagterforretning tirsdag 30. august. I den anledning inviterer han til reception lørdag 3. september med aktiviteter udenfor butikken. Desuden kører han en række gode tilbud både torsdag, fredag og lørdag.
Christian Primby, 44, er gift med Malene og bor i Randers. Han kom i lære i 1984 og har været slagter siden '88. Han har både arbejdet som slagtersvend, blandt andet hos Søren Olesen i Randers nordby i 10 år, og har også været selvstændig, da han købte sig ind i et supermarked i Randers. Her var han også i 10 år.
Via børnenes store interesse i motorløb, var han derefter i tre år ansat i Danmarks Motorunion, indtil jobbet blev nedlagt.
Mødte tilfældigvis Leif
Christian Primby var så i en kort periode ansat i Allingåbro Slagtehus, og her mødte han Leif Boel. Denne var ude og handle en dag, og de kom i snak. Leif Boel foreslog Christian Primby at købe butikken i Assentoft, og efter lidt betænkningstid valgte han at slå til. Til en start blev han ansat 17. maj.
"Det er rart at arbejde med sit fag i en slagterbutik, hvor håndværket er i højsædet. Og jeg nyder også den daglige kontakt med kunderne."