Gallerne fejrede 70 års jubilæum
Tropshytte blev indviet efter endt restaurering
Gallerne i Åbyhøj kunne i weekenden fejre 70 års jubilæum med en familiedag for spejderne og deres familier i Åbyhøj Park.
Mange var mødt frem, og dagen begyndte med indvielse af den restaurerede tropshytte for de ældste spejdere i alderen 12 til 16 år.
Hytten er blevet energisikret med isolering og varmepumpe til erstatning for elradiatorer.
Det er sket med støtte fra Aarhus Kommune, Sparekassen Kronjylland og Nordea. Begge banker har givet 15.000 kroner til formålet, mens kommunen har betalt de 70 procent.
Derefter var der aktiviteter, som spejderne havde arrangeret, og som deres medspejdere og forældrene kunne prøve.
Der var eksempelvis en forhindringsbane lavet af minispejderne, en challenge wall med skøre opgaver lavet af troppen, en slack-line, hvor deltagerne blev skudt ned med bamser lavet af juniorspejderne, og et stregkodeløb lavet af gruppelederen. Der deltog 40 spejdere i alderen otte til 15 år.
Dagen sluttede med et rekordforsøg. Spejderne satte selv telte op, og i forlængelse af hinanden nåede de op på 42,5 meter.
Gallerne ved ikke, om det er nok til at komme i Børnenes Rekordbog, men de søger om optagelse.