Midtjysk Rideklub sprang ind i sit 75 års jubilæum
Masser af aktivitet og besøg af kendt politiker på Vadstedvej i Hammel
"Vi startede festlighederne i morges ved at sende hestevognen afsted med otte ryttere bagved op gennem byen og her tilbage," fortæller kasseren i den jubilerende rideklub Preben Jensen.
Han og de mange gæster fik gennem lørdagen masser af flotte opvisninger med dygtige ryttere og heste samt ponyer for at fejre Midtjysk Rideklubs 75 års jubilæum.
En af de mest aktive var netop kusken på hestevognen, Trige Nielsen, Bording. Han tog den ene tur efter den anden med fire fem passagerer bag bukken.
"Jeg kører vognen hver dag, og i sommer var konen og jeg på ferie i Hanstholm. Der kørte vi derop trukket af hestene," fortæller han, mens endnu et par
gæster tager plads i vognen.
"Det tog tre dage, for vi kører kun 50 km om dagen. Og vi overnattede så her i vognen, hestene lavede vi bare en lille indhegning til på en grøn plet," siger han og svirper med pisken. Der er afgang.
Pludselig dukker folketingsmedlem Karen Jespersen (V) op. Trods en travl valgkamp har hun fundet tid til at kvittere for invitationen, som rideklubben havde sendt afsted.
"Jeg har da selv redet. Det var i Dyrehaven nord for København, hvor jeg passede nogle ponyer, der blev udlejet. Når folk så satte dem ved Dyrehavsbakken, red jeg dem tilbage til stalden ved Fortunen," siger hun og nyder de aktiviteter, som rideklubben skaber for de unge mennesker.