Egedal-Listen opløser sig selv
Listen sad på borgmesterposten i Egedal Kommune de første fire år. Nu er det slut
Egedal-Listen har nu sat det sidste punktum og har opløst sig selv, skriver Lokalavisen Egedal.
Det skete på en generalforsamling fredag i sidste uge. Her deltog 48 medlemmer - flere af dem er i dag gået til Liberal Alliance, og det har tidligere borgmester Svend Kjærgaard Jensen også.
Egedal Listen blev dannet i januar 2007 efter en magtkamp i Venstre. Et stort flertal af Venstre-medlemmer i Ølstykke, med Ølstykke-borgmester Svend Kjærgaard Jensen i spidsen, blev ekskluderet efter at have brudt en konstitueringsaftale, som tidligere Stenløse-borgmester Willy Eliasen havde lavet.
Listen fungerede som bagland til Svend Kjærgaard Jensen samt kommunalbestyrelsesmedlemmerne Lise Nielsen, Bendt Tranekær Rasmussen og John Petersen, der alle blev smidt ud af Venstre som konsekvens af konstitueringsaftalen.
Ved det seneste kommunalvalg blev det kun til et enkelt mandat - nemlig til spidskandidaten Svend Kjærgaard Jensen.
Opbakning
"Beslutningen om nedlæggelse blev vedtaget enstemmigt," fortæller Bjarne Larsen, der var afgående formand for Egedal-Listen.
"En meget stor del af bestyrelsen, samt mange medlemmer, har besluttet at melde sig ind i Liberal Alliance Egedal, så vi fortsat kan kæmpe for liberale mærkesager såvel lokalt i Egedal Kommune som nationalt, siger han.