26 af 27 politikere er enige om budgetskitse
Skolerne i Vellev og Voldum lukkes. Friskoler kan købe bygningerne
FAVRSKOV 26 ud af Favrskov Byråds 27 medlemmer står bag en budgetskitse for 2012, som partierne bag skitsen, Socialdemokraterne, Venstre, SF og de Konservative i mandags kunne præsentere ved et pressemøde på rådhuset i Hinnerup. Kun Dansk Folkepartis enlige medlem af byrådet er ikke med i aftalen. Aftalen betyder, at skolerne i Vellev og Voldum lukkes pr.1. august 2013. Eller pr. 1. august 2012 hvis der lokalt er ønske om at starte en fri- eller privatskole allerede om et år. Samtidig har de 26 byrådsmedlemmer aftalt, at Korsholm Skole bevares uændret og altså ikke bliver satellitskole til Præstemarkskolen i Søften.
Skoler lukkes
Allerede inden budgetseminariet i sidste uge havde Socialdemokraterne, SF og de Konservative meldt ud, at ønsker at lukke de tre skoler. Og nu har Venstre altså tilsluttet sig lukningen af skolerne. "Forslaget om at lukke skolerne er ikke en blomst, som er groet i vores have. Men vi kan godt tælle i Venstre og da der er et solidt flertal for at lukke de to skoler, så har vi valgt at få indflydelse," siger Anders G. Christensen (V). Samtidig er der med budgetskitsen sat endelig punktum for skolestrukturdebatten i denne byrådsperiode. Sådan lød meldingerne i hvert fald fra Charlotte Green (K), Erik Høeg og Erling Kvist Andersen (S). "Vi lukker de to små skoler for at skaffe midler til en bedre undervisning for alle skolebørn i kommunen," siger Charlotte Green. Ifølge Erik Høeg frigør lukningen af de to skoler omkring fem millioner kroner på årsplan, som politikerne ikke sparer. Disse penge skal i stedet bruges på de øvrige skoler i kommunen. "For fem millioner kroner kan vi ansætte 10-12 lærere. Det er da trods alt et pænt tal, "siger Erik Høeg.
Vil have tilskud
Budgetskitsen viser lige nu et lille underskud på 2,7 mio. kroner. Dette beløb venter politikerne at få dækket via et tilskud fra en pulje til særligt vanskeligtstillede kommuner. Får kommunen mere end 2,7 mio. kroner er der enighed om, at pengene skal bruges til at styrke kassebeholdningen. På samme både håber politikerne at få mulighed for at låne millioner til anlægsbudgettet. I budgettet er foreløbig indregnet, at kommunen låner 7.5 mio. kroner til anlægsopgaver. Får kommunen mulighed for at låne mere, så øger det anlægsbudgettet, som foreløbig er på 61,4 mio. kroner. "Men anlægsbudgettet har vi faktisk ikke set på endnu", siger borgmester Nils Borring. Partierne bag budgetskitsen mødes den 2. september for at få den endelige budgetaftale på plads.