Gør et kup i Ry
For 33. gang afholder Ry Spejderne Høstmarked på Lynghoved i Ry
I weekenden har du mulighed for at gøre et godt kup, når 1. Ry Gruppe igen laver det store, årlige Høstmarked lørdag den 20. august.
"Igen i år, er der kommet mange flotte effekter ind fra venlige mennesker i hele kommunen, som har skænket ting til vores gruppe, mange flere end vi har vært vant til de seneste år. Vi har lavet en særlig auktion over "perlerne" fra det seneste års indsamling af effekter," forklarer Niels Peter Dalsgaard Jensen, der er formand for Ry-spejdernes Høstmarked og fortæller, at auktionen finder sted først på eftermiddagen.
Ekstra mange flotte lopper i år
Formanden gør opmærksom på at der usædvanligt mange interessante lopper til salg.
"De seneste år har vi haft en aftale med Genbrugspladsen i Ry, der har sørget for, at særligt attraktive effekter blev stillet over i spejdernes container på pladsen. Her har vi hentet mange fine ting, og ordningen har helt klart givet et kvalitetsløft i udbuddet af lopper på Høstmarkedet," siger han og nævner også, at udbuddet af andre effekter i år er meget spændende.
"Man kan finde spændende ting som et billard bord og et rigtigt gammelt kasseapparat, en hel del gamle ure og mange rigtig fine, næsten nye barnevognsindsatser. Er man til en gammel gyngestol, er der også flere at vælge imellem, og så kan man desuden for få kroner få skiftet garderoben ud," forklarer forklarer Niels Peter Dalsgaard Jensen.
Desuden byder de mange boder også på alt i køkkenudstyr og bøger. Vil man hellere ud og nyde naturen, kan man finde alt fra buskryddere til slalomski.