Kasi-Jesper får kold skulder af FCN
Allan K. Pedersen afviser at ville sælge klubben til AG København-bossen
Bejleriet fra Jesper Nielsen, kaldet Kasi-Jesper, om at købe FC Nordsjælland er blevet mødt med en kold skulder.
Manden bag håndboldklubben AG København og tidligere Brøndby-storsponsor var i sommer ude med et åbenlyst ønske i flere medier om at ville overtage superligaklubben og omdøbe den til AG København.
Men klubejer Allan K. Pedersen er ikke klar til at sælge til rigmanden.
"Jeg var da beæret over, at Jesper var interesseret i min klub, men det er ikke ensbetydende med, at han er ved at købe vores klub. Hele hans filosofi er, at han vil kalde det AGK, og at han vil flytte klubben. Det kan jo ikke lade sig gøre i fodbold og slet ikke her i FCN", siger Allan K. Pedersen til BT.
"Vi skal spille her i Farum, hvor vores ungdomsafdeling er", slår han fast.
"Jeg kender jo Jesper og snakker med ham. Men jeg ved ikke, om det er gået op for Jesper, at han ikke kan gøre det samme i fodbold, som han har gjort i håndbold."