Friluftsgudstjeneste på Himmelbjerget
Syng med på salmer og Chicago-blues
Få en anderledes oplevelse på søndag formiddag klokken 11.00, når alle kirkerne og præsterne omkring Ry, Alling, Dover, Tulstrup, Låsby, Ry og Gl. Rye inviterer til gudstjeneste i det fri på Himmelbjerget.
Himmelbjergets historie som et folkeligt forsamlingssted gør plænen ved flagstangen til en oplagt ramme omkring en friluftsgudstjeneste.
I lighed med de sidste par år vil bandet Shades Of Blue medvirke og få såvel de gamle flotte bøgetræer, som kirkegængerne til at swinge.
Shades Of Blues fundament er super-tight Chicago-blues tilsat originalt materiale. James Loveless er vokal, Uffe Steen på guitar, Morten Brauner spiller bas og Claus Daugaard slår takten an på trommer.
Kirkernes præster og organister står for ord og salmer.
Tag eventuelt en klapstol, et tæppe og frokostkurven med.