Mulighederne for problemfrit byggeri har aldrig været bedre
Uddannelse, kurser og faglige arrangementer i kombination med hurtig tilgængelighed af aktuelle forskrifter styrker kvaliteten i byggebranchen
Stor fokus gennem de senere år, bl.a. gennem TV-serier som 'Klamphuggerne' samt andre dybdeborende forbrugerprogrammer, har afsløret store forskelle i de forventninger, en kunde har til et givent projekt, sammenholdt med leverandørens vilje eller evne til at levere varen.
- Der er jo sjældent kun fejl på den ene side af bordet, påpeger Tømrer- og Snedkermester Mogens Christiansen. Der er set eksempler på sager, hvor forbrugerne er gået efter de ekstremt billige tilbud! Det burde efter min mening vække betænkelighed at indgå aftale med en leverandør, der kan levere til 50% af den pris, alle andre er nødt til at tage, for at få det til at hænge sammen! Det er tilladt forbrugeren at reflektere en smule over, hvordan noget kan være så meget billigere det ene sted, frem for det andet.
- I min verden er der kun 2 muligheder for at levere til halv pris, fortsætter han: Enten leveres arbejdet ikke i den kvalitet, som lovgivning og byggeforskrifter foreskriver. Eller det er en arbejdsgiver, som ikke kalkulerer med faktorer som moms og skat, eller måske har ansat udenlandsk, uorganiseret arbejdskraft! Og det kan i sidste ende være en meget dyr beslutning for forbrugeren, at have valgt den billige løsning, der er baseret på disse faktorer!
Skriftlige aftaler, tak!
-Ligeledes fatter jeg ikke, hvordan 2 parter kan indgå en aftale om at udføre arbejde for rigtig mange penge, uden en skriftlig aftale, fortsætter Mogens Christiansen. - Parterne er sikkert rigtig 'gode venner' ved aftaleindgåelsen, men det en netop her, at muligheden for at indgå den skriftlige aftale skal udnyttes, forklarer han. -Aftaledokumenter klar til udfyldelse ligger klar på Dansk Byggeris hjemmeside til medlemmerne, så det er meget nemt, smiler han. - Skriftlige tilbud, ordrebekræftelser og tidsplaner burde være en selvfølge ved indgåelse af ethvert byggearbejde, lille som stort!
Stor backup
- Der er i dag heller ingen undskyldninger, for ikke at udføre byggeopgaver efter forskrifterne, fortsætter han. - Medlemmer af Dansk Byggeri har mulighed har umiddelbar og hurtig adgang til alle aktuelle og gældende byggevejledninger i forbindelse med en given byggesag. - Så der er hurtig hjælp via 'download' på nettet, hvis man skulle være i tvivl ved udførelse af en given opgave, understreger han, ligesom der er fagkonsulenter til rådighed for telefonisk rådgivning.
- Samtidig byder medlemskabet af Dansk Byggeri jo på en masse muligheder for deltagelse i arrangementer sammen med kollegaer fra samme eller andre brancher. - Jeg har deltaget i en masse af disse arrangementer, og jeg kan ikke huske, at jeg er gået fra et sådant arrangement uden at være blevet klogere på et område.
Faglig og kollegial sparring er en fantastisk styrke i Dansk Byggeri, slutter han.