Købmanden vil udvide hvis beboerne siger ja
Karsten Jensen, købmand i Nørager, spørge byens folk inden han begynder at udvide butikken
Omsætningen i Spar i Nørager stiger nærmest astronomisk. Fra 7 mio. kroner for fire år siden er omsætningen i dag på 13. mio årligt. Købmand Karsten Jensen håber på 15 mio. i 2012. Astronomisk er dog ikke det ord, Karsten Jensen selv bruger. Han beskriver det anderledes stilfærdigt.
"Vi har øget omsætningen stille og roligt i de fire år, vi har haft butikken."
Planer om at udvide
Den gode udvikling har imidlertid fået Karsten Jensen til at tænke på at udvide.
"Der er lidt for trange rammer, og jeg tror, vi skal bygge til for at fremtidssikre, så der også er butik her om 10 - 15 - 20 år, den dag jeg ikke længere er købmand her."
Karsten Jensen er vist ikke en helt almindelig købmand. Han har nemlig ikke tænkt sig at tage beslutningen alene, men vil høre byens folk også.
"Skal vi gøre noget, eller skal vi beholde butikken, som den er. Hvordan skal købmanden se ud i fremtiden?"
Møde 31. august
De spørgsmål lægger han op onsdag 31. august, hvor han inviterer til møde i Nørager Forsamlingshus. Selv hælder han mest til at udvide. Dilemmaet for ham er kun fremtiden.
"Det er min eneste tvivl - om det er det rigtige i forhold til, når der skal komme en ny købmand."
Ved mødet vil Karsten Jensen selv fremlægge en ide om et nyt tiltag i butikken. Og så håber han at få både forslag, ris og ros fra de fremmødte.
"Særlig ris - det er den eneste måde, det kan blive bedre på."
Tak til hustru
Karsten Jensen er en travl mand. Han bruger mange timer i købmandsbutikken, og derudover er han med i mange andre ting i Nørager. Derfor vil han gerne have denne melding med i avisen:
"Skriv lige, at jeg er glad for at få lov af min kone til at bruge så meget tid på det."