Borgere i Åbyhøj frygter for deres børn
Beboerne på Henrik Hertz Vej har med den nye busplan fået bussen tæt på, men det er de ikke glade for. De frygter for børnene, når de skal til og fra skole
Mange borgere har med den nye busplan fået længere til bussen, men det er ikke tilfældet for beboerne på Henrik Hertz Vej i Åbyhøj. Her er der kommet bus hver halve time, og det er beboerne stærkt utilfredse med.
Tidligere kørte der nemlig slet ikke nogen bus ad Henrik Hertz Vej. Der gik bustrafikken ad Chr. Winthers Vej. Men med busomlægningen er det besluttet, at rute 12 skal køre fra Chr. Winthers Vej hen ad I. P. Jacobsens Vej og op ad Henrik Hertz Vej mod Silkeborgvej. Og det har betydet øget og tung trafik på vejen, som er en skolevej for de børn, der går på Åby Skole.
Får bussen i nakken
"Der er over 10 børn på vejen i den skolesøgende alder, og der er flere på vej", lyder det fra 36-årige Asla Adrian, der selv har børnene Simon, 10 år, Clara, syv år, og Casper, to år.
Hun er bekymret, når Simon og Clara begiver sig ud på cyklerne.
"På vej til skole skal de uden om parkerede biler og bliver mødt af en modkørende bus, og når de skal hjem, får de bussen i nakken", siger Asla.
Bussen baner vejen
Med busomlægningen er der indført p-forbud i den ene side af Henrik Hertz Vej, og beboerne føler, at det har givet øget trafik.
"Vi troede egentlig ikke, at bussen kom til at genere os. Men bussen har banet vejen for, at trafikken tonser op ad vejen", siger 53-årige Jenny Lyhne og Birte og Johannes Østergaard, begge 83 år.
De henviser til, at da der blev parkeret i begge sider, var der ikke så meget drøn på.
Jenny Lyhne har boet på Henrik Hertz Vej i 17 år og Birte og Johannes Østergaard siden 1953, og de forstår slet ikke dispositionen.
"Henrik Hertz Vej er jo meget stejl, og i vinter måtte bilerne bakke ned ad vejen, fordi de ikke kunne komme op. Jeg vil godt se bussen forcere stigningen til vinter", siger Birte og Johannes, der også synes, det er synd for de mange ældre, der med busomlægningen ikke længere kan tage bussen til Åbyhøj Torv for at handle.
Beboerne på Henrik Hertz Vej har klaget over busomlægningen. De foreslår, at blinklyset for enden af Henrik Hertz Vej bliver flyttet til Chr. Winthers Vej.
"Hvis busomlægningen er sket, fordi bussen skal kunne svinge til venstre ad Silkeborgvej, så flyt da det blinklys til Chr. Winthers Vej, der er meget bredere en Henrik Hertz Vej og bedre vil kunne klare trafikken", siger Jenny Lyhne.