Rungsted-elever bedre end ventet
Eleverne på Rungsted Private Realskole præsterer afgangskarakterer en hel karakter over, hvad jævnaldrende med samme sociale baggrund præsterer på andre skoler
Rungsted Private Realskole topper endnu en gang undervisningsministeriets rangliste over opnåede karakterer ved afgangsprøven, og det selvom ranglisten i år er filtreret med "socioøkonomiske referencer". De karakterer, som privatskoleeleverne i Rungsted opnåede ved afgangsprøven, er altså noget af det bedste, der præsteres i landet, selv når man "renser" karaktergennemsnittet for social baggrund.
Sagt på en anden måde: Hvis RungSted Private realskole flyttede til Frederikshavn, ville det gode gennemsnit med stor sandsynlighed flytte med.
Privatskolens karaktergennemsnit er 9,1 - 1,1 højere end andre skoler med en tilsvarende socioøkonomisk elevsammensætning. Undervisningsministeriets talknusere hævder, at metoden er relevant, og at resultatet for Rungsted Private Realskole er "statistisk signifikant".
Tre skoler hævder sig
Yderligere to skoler i området gør det karaktermæssigt bedre end sammenlignelige skoler: Privatskolen NGG med snittet 7,9 (0,5 højere end referencerne) og kommuneskolen Rungsted Skole med snittet 8,5 (0,6 højere end referencerne).
De øvrige skoler klarer sig efter den ny målemetode gennemsnitligt eller en anelse bedre end gennemsnittet.
En skole falder igennem med et snit på 5,0, en hel karakter lavere end de skoler, den er blevet sammenlignet med. Det drejer sig Isterød Efterskole.