Han vandt Mokaibilen
Enrique Christensen blev den glade vinder af Cults fotokonkurrence og hentede torsdag sin spritnye Kia Picanto hos Egå Autohandel
Det var en glad vinder, som torsdag tog turen fra Fredericia til Aarhus for at hente sin nye bil. Og det var efter vinderens eget udsagn en både tiltrængt og velkommen gevinst.
"Det er helt perfekt. Jeg kører i en gammel, grøn Suzuki Swift, som snart ikke kan mere," griner Enrique Christensen, mens han beundrer sit nye køretøj. En Kia Picanto i en helt speciel Mokaî Edition.
Også Cult A/S er godt tilfreds med konkurrencens forløb:
"MOKAÏ konkurrencen er gået rigtig godt – der var ca. 300 der deltog med MOKAÏ billeder og flere end 5000 har været inde og stemme," fortæller webredaktør Dida Elgaard.
Tæt løb til det sidste
Konkurrencen gik ud på at uploade et foto, fortæller hvorfor man skal vinde bilen og så samle flest stemmer, for eksempel på Facebook. Og Enrique var i tæt løb med sin chefs kæreste.
De to skiftedes til at have førertrøjen på, men han kom ud som vinder til sidst.
"Jeg havde taget et foto, som illustrerede, at alle drikker Mokai. Unge poptøser, smarte gutter, gamle drenge og de mindre heldige. Jeg var længe i tvivl om, jeg faktisk havde vundet, men jeg vandt til sidst med 71 stemmer," fortæller Enrique, som er postmedarbejder hos Post Danmark og fotograf for Diskotek One i Fredericia.
Det er Kia Import Danmark AS, som har sponsoreret den Mokaimalede bil.
"Det er en ungdommelig bil til en ungdommelig målgruppe. Så vi synes, det var en oplagt mulighed for os til at vise Kia-brandet frem," fortæller reklamechef Thomas Willecke.