Maler giver slyngler en overhaling
Peter Stouby havde den fine pensel i sving for at friske berømt Ole Lund Kirkegaard-tegning op
Maler Peter Stouby fra malerfirmaet Fr. Nielsen og Søn A/S i Skanderborg er en rolig mand, men han kan altså godt give et par slyngler en overhaling.
Det var lige præcis opgaven, da han skulle opfriske gavlmaleriet på huset, hvor Gummi Tarzans far, Ole Lund Kirkegaard, engang boede.
Da vejen mellem Adelgade og Møllegade i Skanderborg Midtby i sin tid blev døbt Ole Lund Kirkegaards Stræde, og det flotte maleri af Gummi Tarzan og Slynglerne fandt vej til husgavlen, blev det aftalt, at det var kommunen, der skulle sørge for vedligeholdelse af både gavl og maleri.
Nysgerrige børn
Nu var det tid til en ny gang maling, og det var lidt af et ønskejob for Peter Stouby:
"Det er da en helt sjov opgave. Det er jo sjældent, at man står og arbejder et sted, hvor der er så megen trafik. Mange kommer hen og får en snak, ikke mindst skolebørn, så af og til må jeg forsøge ikke at få alt for megen øjenkontakt, for der skal jo også være tid til at male," siger Peter Stouby.
Han har malet gavlen med en gang "palægrå," men først efter at figurerne var sikret med tape, og nu er tiden så kommet, hvor Gummi Tarzan og Slynglerne skal have en frisk gang maling.
Ikke nogen specielt vanskelig opgave for den rutinerede maler:
"Det kræver bare lidt mat farve, små pensler og lidt tålmodighed," siger Peter Stouby.
Og så kan vi andre bare glæde os over resultatet og de mange andre "aftryk," Ole Lund Kirkegaard og hans historier har sat på Skanderborg.