Modtager af Dronningens Fortjenstmedalje
Birgit Solveig Larsen, Børnehaveleder i Børnehuset Rønbækken, Hinnerup vil fredag 19. august kl. 14 få overrakt Dronningens Fortjensmedalje.
Det bliver formanden for Børne- og skoleudvalget i Favrskov Kommune, Erik Høeg, der overrækker Dronningens Fortjenstmedalje til børnehaveleder Birgit S Larsen.
Dronningens Fortjenstmedalje tildeles for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse indenfor samme område i det offentlige.
Birgit S Larsen var med til at starte Børnehaven Rønbækken i Hinnerup for mere end 30 år siden.
Efter få år blev hun leder af børnehaven, der flere gange er bygget om og udvidet. I dag tæller den ca. 60 børnehavebørn og 15 vuggestuebørn.
Villakvarteret Rønbækken i Hinnerup er og har altid været et børnerigt kvarter, mange hundrede børn har gennem årene gået i børnehaven, og tilfredsheden er så stor, at de tidligere børnehavebørn i dag sender deres egne børn til samme institution.
Børnehaven er fulgt med tiden, og efteruddannelse for personale og nye tiltag som f.eks. ?Projekt Huskunstner? har været med til at skabe gode og udviklende rammer for såvel børn som personale.
Det gode ry, som et trygt og sikkert sted at sende sine børn, er skabt af Birgit S Larsen og hendes dygtige medarbejdere, enkelte har været med i alle årene.
Børnenes tarv er altid gået forud for alt andet, og besparelser fra kommunes side gennem 30 år er blevet bekæmpet med næb og klør.
Alligevel er Birgit S Larsen respekteret af politikere og overordnede, og hendes mange tillidshverv gennem årene vidner om et stort engagement.