Højt festivalshumør uden armbånd
Man kan sagtens tage til festival og nyde den gode stemning uden billet.
Det mener et randrusiansk par, som Lokalavisen mødte under træerne ved Capri udenfor festivalspladsen.
Parret plejer at købe billetter til festivalen, men i år nåede de ikke inden der blev meldt udsolgt.
Alligevel besluttede de sig for at tage af sted for at nyde den glade festivalsstemning.
Ville af sted
"Vi ville herned alligevel," siger Martin Keldbæk, og fortsætter: "I de sidste mange år hvor vi har været af sted, har vi oplevet, at vi ikke er nået ned til koncerterne, fordi vi har hygget os i lejren."
"Selvfølgelig ville vi gerne have været ind og høre nogle koncerter, men det er også rigtig hyggeligt at sidde her ved bålet og nyde den gode stemning," tilføjer hans kæreste Karina Birkler.