Monstrene har fået højt til loftet

31-årige Morten Tropp levede for 10 år siden i Aarhus, hvor han boede dør om dør med en kendt kunstner.

"Jeg fandt ud af, at min nabo oppe på 3. sal var kunstmaleren Inge Hørup. Jeg var lige flyttet hjemmefra, og væggene havde højt til loftet. Jeg havde ikke noget at hænge op og ingen penge til kunst, men min kæreste havde et begyndermalesæt og så tænkte jeg: Jeg kan selv male noget," fortæller Morten Tropp om sin karrierestart som kunstner.

Vi har sat hinanden stævne i Uhresalen i Hinnerup, hvor en hel stribe af hans spændende malerier er hængt op under titlen "Monstre."

"Ja, nu er de jo blevet mere humoristiske og farvestrålende end det, jeg malede på værelset. Dengang var det noget dystert og mørkt. Men jeg bankede på til naboen Inge Hørup for, at hun kunne se dem. Jeg kunne nu godt se, at det ikke var det bedste, hun havde set. Og det var det vitterlig heller ikke."

"I dag ville jeg også have sagt min ærlige mening: Det var noget lort," griner Morten Tropp.

Dyster baggrund

Grunden til, at han begyndte at male, kom af en barndom og ungdom, som var fyldt med svigt fra forældrenes side. Begge hans forældre var alkoholikere, og hans bror røg ud i et misbrug. Faren kunne dog passe job og havde kørekort, og han har i dag været ædru de seneste 13 år. Moren er fortsat alkoholiker, og broren er i misbrugsmiljøet.

"Nu vil jeg sige, at mine forældre gjorde det bedste, de kunne. Men det var hårdt at få en opringning fra mor, hvor hun sagde, at hun ville begå selvmord. Og så hørte jeg ikke noget fra hende i 14 dage måske."

"Derfor fandt jeg ud af, at jeg kunne komme af med nogle af de indestænkte følelser gennem malerierne," siger Morten Tropp, der i dag er gift og har to børn.

"Min kone har støttet mig rigtig meget gennem 10 år. Derfor har jeg klaret den, og for nogle år siden tænkte jeg, at jeg skulle have en uddannelse som lærer eller pædagog."

Distræt kunstner

Han fandt dog ud af, at en lærergerning kræver meget mere end en kunstner lige kan mobilisere.

"Jeg kan godt være lidt distræt. Når jeg maler, forsvinder jeg ind i et univers, hvor jeg gennem en hel dag glemmer at spise og drikke."

"Den distraktion skal jeg arbejde med nu, hvor jeg skal have med 3. klasserne i SFOen at gøre. For når jeg skal demonstrere noget på et lærred, kan jeg pludselig forsvinde og glemme omgivelserne. Og det går jo ikke," siger han med et smil.

Børn i fars fodspor

De smil har han let til, især da han fortæller om sine egne børn, en dreng på fire og en pige på to et halvt.

"De vil også gerne male, men det er lidt besværligt. Så skal de have andet tøj på, og der skal arrangeres. Forleden tog jeg dog et stort lærred, gav dem nogle farver, og så gik de i gang."

"Det er faktisk ikke så dårligt, det de har fået malet. Mine venner siger: "Nå, men du har jo også hjulpet dem!" Men det har jeg ikke," lyder det fra en stolt far.