"Det er muligt at ændre sit liv"
Mohamed Amcha fra Bispehaven er ikke længere den ballademager, han var engang
I Bispehaven, hvor han har boet hele sit liv, går han under navnet Krølle. Angiveligt stammer navnet fra de store, mørke krøller, som omkransede hans hoved, da han var yngre. I dag er krøllerne ikke længere at se. I det hele taget er meget forandret, siden 27-årige Mohamed Amcha var en ung gut, der hang ud på gadehjørnerne i området og lavede ballade.
Den tidligere rod har nemlig skiftet balladen ud med rådgivning og fungerer i dag som rollemodel for områdets unge.
"De unge i området så op til mig, da jeg var en rod, nu ser de op til mig, fordi jeg har vendt mit liv," siger Mohamed Amcha.
Skabte utryghed
Mohamed har aldrig lavet hardcore kriminalitet, men han har været en af dem, som skabte utryghed i boligkvarteret Bispehaven.
"Vi sad og hang en 10-15 stykker på gadehjørnerne, og så lavede vi hærværk, drengestreger og larm," fortæller Mohamed Amcha.
Men som 18-årig var Mohamed med til at starte en forening, som blev kaldt Senior-foreningen. Faktisk blev han formand for foreningen, som var et sted, hvor de unge over 18 år kunne samles og spille kort og lignende. På det tidspunkt var Mohamed allerede på vej ud af kriminaliteten og på vej til at blive en rollemodel for børnene og ungdommen i området - uden han dog egentlig selv var helt klar over det.
Kriminaliteten faldt
Det var først, da Senior-foreningen blev spurgt af afdelingsbestyrelsen, og de ville være med til at forsøge at afhjælpe områdets støj-problem, at Mohameds egentlige forvandlig fra rod til rollemodel blev mere officiel.
"Vi svarede bestyrelsen, at det ville vi gerne. Vi sagde, giv os tre måneder og vi vil få hærværken og kriminaliteten til at falde markant," fortæller Mohamed Amcha.
Og som sagt så gjort.
"Hærværken faldt med 80 procent," fortæller Mohamed Amcha.
De hårde unge skal vendes
Siden dengang har Mohamed været med til at starte Outsiders to Insiders op, som netop handlede om at tage fat i de kriminelle unge og få dem vendt.
"Vi skulle have trygheden tilbage i Bispehaven, og derfor måtte vi vende de hårde unge til bløde unge," fortæller Mohamed Amcha, som i dag faktisk laver nøjagtig det sammen - blot er han nu ansat som børne- og unge-medarbejder i Trivselshuset, som er centrum for det boligsociale arbejde i området.
"De unge ved, hvem jeg er. Det giver dem en tryghed, og jeg får en respekt, som kan være svær for andre at opnå. De ved, jeg snakker af erfaring, når jeg siger, at det er muligt at ændre sit liv."