Rolf Sørensen åbner cykelfest
Hørsholm Kommune lancerer en årlig cykelfest for at få flere til at træde i pedalen
Alt hvad der kan cykle og gå er med, når Hørsholm Kommune holder sin første cykelfest. Det sker lørdag den 20. august klokken 9.30 på Stadionallé, og festen åbnes af ingen ringere end cykelikonet Rolf Sørensen, Danmarks mest vindende cykelrytter i historien.
"Formålet med cykelfesten er, at skabe positiv opmærksomhed omkring cykling samt afprøve forskellige former for aktiviteter i forbindelse med det at cykle," fortæller Charlotte Skov, afdelingsleder i team Vej og Park.
Selve cykelturen rundt i Hørsholm Kommune begynder kl. 10. Ruten er 4,5 kilometer. Ud over Rolf Sørensen cykler også borgmester Morten Slotved med.
Løbecykel og elcykel
Efter cykelturen vil det være muligt at hilse på Rolf Sørensen eller måske få en autograf fra den berømte cykelrytter.
På P-pladsen foran Hørsholm Hallen kan de mindste prøve kræfter med en løbecykel-bane, og de lidt større kan udfordre deres færdigheder i cykelringridnings-konkurrencen og vinde smart cykeltøj.
Der er også mulighed for at afprøve en el-cykel eller møde repræsentanter fra Rungsted Cykelklub og høre om klubben og deres aktiviteter.
Hørsholm Youth Explorers vil også være til stede for at lave en reportage om arrangementet.