Cykelrute gennem Kongernes Nordsjælland
En ny cykelrute gennem Gribskov, Helsingør, Hillerød og Fredensborg bør finansieres med EU-midler formidlet af Visit Nordsjælland, siger SF i Fredensborg
Søndag kører cykelløbet Post Danmark Rundt bl.a. Esrum Sø Rundt. Den dag vil vejene være fri for tung trafik, så man sikkert kan cykle der, men når feltet er suset forbi, vender vejene tilbage til den normale tilstand på bilernes betingelser.
Dette har fået SFs byrådsgruppe i Fredensborg til at benytte begivenheden til at foreslå et stort cykelrute-projekt, der kan give mere indhold i samarbejdet i VisitNordsjælland og gøre Fredensborg til et centrum for moderne cykelturisme.
Gennem fire kommuner
"I al sin enkelhed vil vi foreslå etablering af en sikker cykelrute Esrum Sø Rundt. Ruten vil forløbe gennem de fire kommuner i VisitNordsjælland-samarbejdet: Gribskov, Helsingør, Hillerød og Fredensborg ? gennem noget af den smukkeste natur, vi har, og forbi en lang række interessante kulturminder og aktivitetsområder," fortæller Ole Bergmann på vegne af SFs byrådsgruppe.
Den nye cykelrute skal blandt andet gå gennem følgende steder:
Fredensborg slot og Slotsparken
Bærhaven i Danstrup
Vingården Stone Range i Jonstrup
Esrum Møllegård og Esrum Kloster
Alle skovens picnic-pladser langs Søvejen på vestsiden af Esrum Sø
Traktørsted ved Gl. Skovriderbolig
Skovskolen i Nødebo
Nødebo kirke
Stenholt mølle og fugletårnet ved Esrum Sø
Eghjorten naturlegeplads ved Jespervej
Sørup landsby, Sørup havn
Fredensborg havn / ishus
Skipperhuset med bådfart, båd- og kanoudlejning og frokostrestaurant.
(Hvis bådfarten kunne medtage cykler, kunne der opnås en række forskellige alternative cykelture.)
Fredensborg Vandrerhjem/Danhostel
"Idéen om en 'søsti' har været luftet i mange år, men er strandet på grund af lodsejernes modstand og deraf følgende ekspropriationsbehov," fortæller Ole Bergmann.
Pengene fra VisitNordsjælland
"En cykelrute som den beskrevne kan derimod etableres langs eksisterende vejnet og foruden at tjene turistmæssige formål også være til stor gavn for cyklende trafikanter i det daglige og skabe en langt mere trafiksikker situation på de pågældende veje, hvor der i dag ikke er cykelsti: Endrupvej, Stenholtvej og strækningen fra Jonstrup til Esrum," siger Ole Bergmann, og vedrørende finansieringen siger Ole Bergmann:
"Vi forestiller os, at en del af finansieringen skal tilvejebringes i form af EU-midler formidlet af VisitNordsjælland."
Ebba Anker, som er SFs medlem af Kultur- og Turismeudvalget, vil stille forslag, at der udover samarbejdet med nabokommunerne etableres et samarbejde med Dansk Cyklistforbund, Naturstyrelsen og Vejdirektoratet.